Smilerynker, lyrikvideo og et helt nyt kapitel

Så er sidste del af mit EP-eventyr udgivet – nemlig lyrikvideoen til ’Tusind Ord’. Jeg havde lidt overvejelser omkring videoen, da den faktisk føles ret privat (det skrev jeg om her). Det er nemlig ’private’ klip med min kæreste og jeg, der fortæller historien i sangen.

Jeg synes den er blevet rigtig fin og ægte – for vi ligner jo os selv –  den er filmet i de omgivelser vi oftest befinder os i (f.eks lejligheden jeg skrev om her) – og så er ingen af os retoucherede (udover at videoen er i sort hvid). En smilerynke er en smilerynke og en skæv tand er en skæv tand. Det er dejligt befriende, men også lidt anderledes når jeg er vant til at udgive billeder med redigering og en masse lyssætning som ’artist-materiale’. I denne her video er der ingen styling, ingen makeupartist, ingen skuespillere –  kun mig og min kæreste, nogle Iphone-optagelser og en god mediegrafiker (Clara Abel Hagelund). Og hvorfor skal det så være anderledes denne her gang? Det vil jeg gerne forklare. Fordi det på sin vis også symboliserer starten på et nyt kapitel for mig. Et kapitel hvor jeg tør dele lidt mere af mig selv,  hvor jeg tager flere ting på egen kappe og måske tager lidt flere chancer.

Det har taget mig lang tid at opdage, at intet i branchen kommer til dig hvis du sidder med din stemme og dine tekster og venter på at lykken sker. For det gør den ikke – og selvom du måske har nogen omkring dig, der i mere eller mindre grad arbejder for at løfte dine ting, så hjælper det ikke noget hvis ikke du også selv arbejder benhårdt ved siden af. Og det kan du selvfølgelig være sur over – og du kan synes det er nok så uretfærdigt, at du først indser det nu. Men det sker der sådan set heller ikke mirakler ved. Det eneste du kan gøre er at tage skeen i egen hånd og sætte af mod dine mål. Så det vil jeg gøre. Nu er det på tide at skrive noget ny musik, at arbejde hårdere og at turde noget mere. Det repræsenterer denne her blog også på sin vis.

I kan se min nye lyrikvideo lige her:

   

Motionsfreaken og motionskeglen..

 

Emil læser til fysioterapeut, er glad for sport og bliver næsten trist hvis ikke han får bevæget sig i løbet af en dag. Jeg er lige blevet cand.comm – og så skriver jeg sange – to professioner, der mest kræver en computer, noget analyse og kreativitet – ikke bevægelse som sådan. Jeg har aldrig været særlig god til det der med sport, men da Emil med rette kan betegnes som lidt af en sportsfreak, har han ihærdigt prøvet at finde en motionsform som jeg kan lide, og som vi måske kunne dyrke sammen. Og der er ikke meget motion jeg synes er ’the shit’ – selvom jeg så inderligt gerne vil være en af de der fitness-babes, der forbinder en gulerod med slik og løbebåndet med himlen.

Vi har blandt andet prøvet:

– Styrketræning (puha),

– Tennis (ret svært)

– Løb (God no)

– Mountain Bike (angstprovokerende)

…Og sidst men ikke mindst Badminton. Det spillede vi i dag i Charlottenlund. Vi bokkede en bane gennem wannasport og så drog vi afsted.  Og badminton er faktisk virkelig sjovt. Jeg kan få fjerbolden over nettet – jeg løber rundt uden at tænke over hvor meget jeg egentlig bevæger mig og jeg føler rent faktisk at tiden flyver afsted selvom jeg var kamprød i hovedet når vi er færdige. Det er ret fantastisk, så måske er der håb for motionskeglen.

At flytte sammen i en et-værelses

img_1654
Det er søndag og ugen i min mors hus er snart forbi. Det har været dejligt at bo i et hus med flere rum end vi er vant til, men vi glæder os også til at komme hjem i vores lille lejlighed.

Emil og jeg bor som bekendt i en etværelses på 43 kvadratmeter. Soveværelset, dagligstuen og spisestuen er i et og samme rum – kontoret er i gangen, og så har vi et lille køkken og et lille badeværelse. Der er ikke meget plads, og jeg indrømmer gerne, at vi begge to var lidt skeptiske omkring det at flytte sammen i så lille en lejlighed.

Jeg har selv boet i lejligheden i snart 9 år – det var den første lejlighed jeg flyttede ind i – helt alene – og jeg har passet den, indrettet den og elsket den som helt min egen i alle årene.

Pludselig blev jeg forelsket i en fyr fra Brøndby. Vi blev kærester, og så gik der et års tid med at køre frem og tilbage mellem Hellerup og Brøndby. Og så ville vi gerne bo sammen. Og jeg havde jo en lejlighed – endda en billig en, som ville blive endnu billigere hvis vi var to. Vi var begge to studerende, og det hele gav mening – lige på nær det faktum, at min lille lejlighed kun bestod af et enkelt værelse, en gang, et køkken og et badeværelse.

Vi besluttede at prøve – og vi blev enige om, at hvis ikke det gik med at bo sammen, så var det lejlighedens skyld, og ikke vores (det kunne vi selvfølgelig ikke vide, men det var da en romantisk undskyldning). Og en sensommerdag i september flyttede Emil ind hos mig og de 43 kvadratmeter. Og med ham fulgte jo også ting. Jeg skulle tømme mit skab, flytte mine sko – finde en masse nye løsninger for at få plads til Emils tøj – og sidst men ikke mindst finde plads til Emils kæmpe kræ af en stationær computer. Mit lille hjem blev pludselig fælles – og min petroleumsgrønne (meget smukke) sofa med lyserøde Haypuder

fullsizerender

blev udskiftet med en blødere ’putte-sofa’ i gråt stof med blå puder.
img_8660

Det var lidt hårdt at give helt slip: at det der før var mit nu var vores, og at han (selvfølgelig) også havde en masse at sige om indretning og rengøring. Vi skulle vi finde en balance. Den famøse balance der, alt efter om den bliver fundet, kan make eller breake et nyligt sammenflyttet par. At finde balancen er især vigtig i en et-værelses, hvor man ikke kan lukke døren og få lidt alene-tid, og det kræver en indsats at finde den. Det kræver en respekt for hinandens vaner og grænser, og en masse tålmodighed og overbærenhed over for sokker på gulvet og skæg i vasken. Den største struggle var nok at finde en ordentlig balance når vi skulle sove. Emil var vant til at sove med tv’et tændt og falde i søvn til lyden fra det. Jeg kan ikke sove hvis der er lys og lyd. Den fiksede vi med et par høretelefoner til Emil og en maske til mig. Computer-monsteret og den medfølgende kæmpeskærm kom ud i gangen – gangen blev nemlig på bedste Pinterest-vis ombygget til en fed kontorplads. Mellem vores nye sofa og vores seng købte vi en IKEA-reol med åbne hylder – som både adskiller og samler lejligheden. På den måde kan man ligge og chille lidt for sig selv i sofaen.

Hvis Emil synes jeg er irriterende spiller han som regel computer ude i gangen – og hvis jeg har brug for at være mig selv, indtager jeg sofaen og hygger med tv. At flytte sammen i en et-værelses kræver i bund og grund bare tålmodighed, kærlighed og en masse kreative indretningsløsninger. Det er vores balance – og den elsker jeg!

   

Min EP er ude!

img_1769

SÅ kom dagen hvor jeg kunne udgive min første EP!

EP’en hedder ’Tusind ord’ (ligesom min seneste single) – og den består af fem sange + et remix. Tre af sangene har jeg allerede udgivet – nemlig min første, anden og tredje single. To af sangene er aldrig udgivet før – og dem har jeg virkelig glædet mig til også at få ud! Hvis det stod til mig ville alle sangene være singler. Det er så svært at vælge mellem sine sange, når man har et særligt forhold til hver og en af dem – derfor er jeg så glad for at præsentere de to sidste i kuldet.

Jeg har sat EP’en sammen som forskellige former for kærlighedsglimt – for hver og en af sangene handler på hver sin måde om kærlighed. Nogen vil måske kalde det kliché, men for mig er noget af det bedste du kan formidle i sange, de ting der foregår, når to mennesker mødes og der opstår en særlig dynamik. Det kan vise sig på mange måder:

I Tordenkys’ fortæller jeg om spændingen ved at møde en, der får det hele til at buldre og den chance man tager, når man følger mavefornemmelsen.

I ’Lagt mig ned’ fortæller jeg om at overgive sig til forelskelsen, fordi der alligevel ikke er så meget andet at gøre.

’Du’ kærlighed for mig’ handler om den ubetingede kærlighed, der ikke kan benægtes og som fylder alt hvad man gør, også de små ting.

’Tusind ord’ handler om fortvivlelsen, der følger med, når man mister den man elsker uden forsvar. Det har jeg skrevet om her

Og så er der ik’ i byen’ – en sang om at lede forgæves og om at give lidt op på det hele. Den er i to versioner – en ballade og en mere hård uptempo version. Her kan man rigtig høre hvordan en produktion kan ændre udtrykket i en sang – det er ret vildt.

Jeg har glædet mig til at præsentere min EP – og jeg glæder mig til at høre hvad I synes om den!

Hør den lige her: Tusind Ord – EP

<3

Min første session – forventninger, regler og 80er-pop

james-stamler-153487
I mine aller første indlæg, skrev jeg historien om min vej ind i branchen som sangskriver (i to dele). Hvis I ikke har læst dem, kan I gøre det lige her (link til del 1). Nu vil jeg fortælle om min første rigtige session, som jeg blev sat på som en test, lige inden jeg blev signet hos Universal Publishing.

Min første session blev sat op af Universal med sangskriver Lise Cabble og producer og sangskriver Jacob Glæsner. Jeg havde fået besked på, at jeg skulle møde op på Njalsgade, hvor der ligger et hav af studier – og jeg var simpelthen så glad for at få muligheden. Alt var nyt, alt var spændende og alt var også en kende nervepirrende. Jeg havde min computer med, som jeg kunne skrive tekst på – men jeg havde også en notesbog og en kuglepen med, for jeg havde ingen anelse om hvordan man gjorde som ’rigtig sangskriver’ – og om computeren ville være forkert. Det lyder måske dumt, men jeg havde en masse forestillinger om, at der var klare regler for, hvordan man gjorde det rigtigt, og at det var de regler jeg skulle ind og lære. Men der viser sig, at det faktisk var det modsatte jeg skulle lære af den session. Jeg skulle lære at give slip.

Da Glæsner hentede mig ved indgangen, viste han mig ind i studiet hvor Lise allerede sad. Glæsner satte sig ved bordet, hvor hans computer stod, og hvor der var tilkoblet et lille el-klaver. Lise og jeg satte os bag ham. Vi begyndte ikke med musikken lige med det samme. Lise forklarede, at det var bedre lige at lære hinanden at kende først, så vi begyndte stille og roligt at fortælle lidt om os selv. Lise havde skrevet sange i mange år og havde fået et hav af sange udgivet. Glæsner var en del af Johnny Deluxe og havde blandt andet haft stor succes med nummeret ’drenge som mig’ – som han havde været med til at skrive. Det var fedt at høre om deres hits, om deres erfaring og om deres syn på sangskrivning. Jeg fortalte også lidt om mig selv – fortalte den samme historie, jeg også har fortalt i indlægget her. Og jeg fortalte, at jeg drømte om at skrive sange både til andre og mig selv. Og det var lidt som om de forstod det på et andet plan, end når jeg fortalte det til min daværende kæreste, eller til min mor. For de var jo i branchen allerede – for dem var det ikke en lukket verden, men en verden de selv var midt i.

Og så gik vi i gang med musikken. Og alt det jeg havde tænkt om regler og strikse rammer flød lidt ud i sandet. I stedet skulle jeg lære at give slip – at turde vise mine ideer – at turde synge ud i rummet til det beat, som Glæsner havde lavet på dagen. Jeg så hvordan Lise bare uden videre sang forskellige ideer, både gode og dårlige. Jeg mærkede hvordan de begge to opfordrede mig til at gøre det samme. Og jeg så hvordan Glæsner tog vores optagede melodibidder og satte dem sammen i en form. Og pludselig var der en skitse af sangen vi havde lavet. Dog kun med mumle-melodi, uden hverken tekst eller fortælling – men formen var der og stilen var der. Den var 80er inspireret – og den var skide god, synes jeg.

Så sagde Lise at vi skulle ud og skrive tekst et andet sted, mens Glæsner arbejdede videre på produktionen. Så kunne vi bedre koncentrere os. Vi tog ud for at sidde i den lange gang på njalsgade, mellem alle studierne. Vi satte os på gulvet med hver sin computer. Og så byggede vi fortællingen op og fandt på rim og kronologi. Det skulle handle om en pige, der ventede på sin kæreste. En kæreste som hun ikke havde set længe. En lidt naiv fortælling, der begyndte i en lufthavn. Men det var en historie, og vi havde pludselig en sang. Vi gik ind i studiet igen, og så lagde en demo på den. Glæsner sendte dagens arbejde til vores mails, og så var min første session nogensinde, slut. En fantastisk dag var gået. Med tusind indtryk og en masse ny læring tog jeg hjemad med det største smil på læben.

fullsizerender

Jeg har fortalt før, at den sang vi skrev den dag rent faktisk endte med at komme med i Dansk Melodi Grandprix. Den historie glæder jeg mig til at fortælle.

Om kreativitet og is i maven..

img_0732
Jeg har lige sat mig tilrette i min mors sofa. På bordet står en kop te, og nærmest oven på mine fødder ligger hendes lille hund. Ham skal jeg passe i en uge, mens min mor er i Bulgarien på en velfortjent ferie.

Her er så dejligt i min mors hus. Hun bor nærmest midt i skoven, så her er en helt anderledes form for ro her end jeg er vant til i min lille lejlighed. Jeg er netop kommet hjem fra en lang gåtur i skoven med Bandit (jo, det hedder han) – hvor min hjerne næsten var på overarbejde, fordi jeg pludselig havde ro til at tænke. Tænke på min fremtid, hvad jeg har gang i – og ikke mindst på branchen og de op og nedture som den giver mig flere gange om året.

Det er nemlig ikke altid let at skrive sange. At få feedback på sange. At give op på sange. Eller at kæmpe for sange, ingen nødvendigvis kan se logikken i at udgive. Der er klart flere sange, der ikke bliver til noget, end sange der gør. Og så er der de sange som bliver til noget, men som alligevel ikke klarer sig igennem lydmuren. Det er et ustabilt arbejde med mange udsving, og det kræver is i maven at takle de afvisninger, der hører til jobbet – både som artist og sangskriver. Is jeg ikke altid har, og som jeg nogle gange skal kæmpe for at finde. Sådan tror jeg der er mange i branchen, der har det.

Det er selvfølgelig også fantastisk at skrive sange. Fantastisk at føle at man har fundet det helt rigtige omkvæd og den den helt rigtige fortælling. Fantastisk at høre det man har skabt når dagen er slut, og mærke den high man får med de andre, der har været med til at skabe sangen. Fantastisk når andre hører det, og fortæller at det rammer dem. Det kan man heldigvis leve længe på – og det er jo derfor man bliver ved med at skrive – også selvom det ikke altid er så let, og kreativiteten ikke altid vil lege med.

Jeg sad i studiet den anden dag, med en producer, der i øjeblikket producerer for flere urban-artister direkte til top10 på det danske marked. Han fortalte, at han var lykkelig for også at have et deltidsjob ved siden af musikken, selvom han ikke nødvendigvis behøvede det lige nu:”For hvis du konstant laver sange, og det er alt du gør, så bliver du sindssyg” sagde han. Og han har fuldstændig ret – for du er nødt til at komme ud af din skriveboble og opleve noget i virkeligheden, hvis du vil have noget reelt at skrive om. Det kan være at lytte til en veninde, når hun fortæller om en oplevelse, hun har haft. Det kan være se på andre mennesker og forestille dig hvad de tænker, mangler og elsker. Stærkest er det, når du selv oplever noget på egen krop, og de følelser du får ud af det kan skabe grobund musikken. Dine sange bliver både mere troværdige og bedre, hvis du ikke forcerer et emne eller en følelse. Kreativitet og inspiration kommer bedst frem, når hjertet bliver luftet – og tro mig,  du kan blive bims af at kalde på et emne eller en historie, der aldrig kommer.

   

Jeg vil gerne lære..

Der er lang tid til nytår (og nytårsforsætter) – men jeg lige er blevet færdig med studiet, og der er derfor et helt kapitel, der er slut for mit vedkommende. Og når noget slutter, så tænker man jo automatisk over hvad der så skal ske.. og hvilke mål man så kan sætte, og ikke mindst hvad man gerne vil lære.. Jeg har derfor lavet en lille liste med ti ting jeg gerne vil lære..

Jeg vil gerne lære:

  • At elske at løbe (eller måske bare at træne generelt – frisk luft, fast booty og ekstra kage bagefter)
  • At lave rigtig mad (som i mad, der ikke ligeså godt kunne være taget direkte fra en børnekogebog)
  • At producere mine egne beats (det er der slet ikke nok piger der kan – tror vi ville være badass til det)
  • Fransk (pænt sprog, pæne mænd, pæne byer, pæn mad – pænt svært)
  • At være mindre på min mobil (stærkt inspireret af tregodegrundes indlæg – jeg har downloadet ’moment’-appen, og jeg er på min iphone langt oftere end jeg vil indrømme)
  • At nyde sund slik (det kommer nok ikke til at ske.. men det kunne være fedt at en tørret abrikos gav mig ligeså meget nydelse som (en pakke) oreos..)
  • At være mere ligeglad med hvad andre tænker (Ikke være fuldkommen ligeglad – men mere ligeglad. Folk vil ALTID have en mening – men det er så dumt at lade sit liv diktere af dem og gå glip noget, der potentielt er fantastisk)
  • At se mindre kanal4 (that stuff is so addicting)
  • At prioritere at læse bøger (faglitteratur, selvbiografier, skønlitteratur – elsker bøger, men jeg nedprioriterer at læse dem.. fordi.. Netflix, Facebook og Instagram.. Det bliver man jo ikke ligefrem klogere af)
  • At stå tidligt op (man kan jo nå meget hvis man vågner kl 08.30 i stedet for klokken 11.. B-mennesket må dø.. på et tidspunkt)

Hvad vil I gerne lære? 🙂

Guldtuben og setting-powder-fail..

fullsizerenderI går var jeg til Guldtuben – et awardshow for Youtubere, hvor priserne hed alt fra ’Bedste på Facebook’ til ’Bedste gamer’. Jeg havde takket ja til to billetter fra mit pladeselskab og hev min kæreste med under armen og ind mod Royal Arena. Han var ret skeptisk, for egentlig er showet jo for en målgruppe, der er lidt yngre end os. Der var også en del børn og unge med til showet (og en masse forældre, der i mere eller mindre grad også så ud til at hygge sig). Pladeselskabet havde fortalt at der ville komme forskellige live-acts – og at Albert Dyrlund, som jeg har skrevet en sang med, også skulle optræde – så vi tænkte det ville blive sjovt!

Da jeg fik billetterne på dagen var der tilknyttet en besked fra min manager om, at vi skulle ankomme klokken 18.30 til den røde løber. Den røde løber? Måske lige prætentiøst nok når der nu ikke er så mange, der kender mig endnu, tænkte jeg. På den anden side er det måske meget smart at vise ansigt, når nu jeg lige har udgivet en ny single. Jeg er ikke helt så god til det der, men det kan også være en god ting at gøre lidt opmærksom på sig selv hvis man gerne vil have folk til at opdage ens musik, så jeg er nok nødt til at øve mig lidt på det. Derfor var min intention også at troppe op til løberen og få taget et lille billede. Emil og jeg kom dog for sent afsted – og thank God for det. Jeg fandt nemlig ud af senere, at jeg havde lavet det vildeste kiks med min nye ’setting-pudder’. Jeg havde lagt en (synes jeg selv) helt fin makeup, og havde duppet med det gennemsigtige pudder under øjnene for at sikre, at min foundation blev på plads (jeg har nemlig lidt mørke render under øjnene). Da vi sad inde til showet tog Emil så et billede af mig med blitz, og han så efterfølgende helt forkert ud i hovedet. Det er åbenbart en kendt fejl at man, hvis man putter for meget af setting-pudderet på uden at blende ordentligt, kommer til at ligne en KÆMPE kegle i blitz-lys (bogstavlig talt – en trafik-kegle, om man vil). Blitzen fanger nemlig pudderet lige der, hvor man har lagt det, og reflekterer det tilbage på billedet. Vi døde af grin da vi så det, og jeg sværger, man kunne altså ikke se det uden blitz. Tjek her med og uden:
img_1723
Virkelig held i uheld at vi kom for sent til løberen – det havde altså været pinligt at ligne en trafikkegle i hovedet med alle fotografernes blitz-lys. Tror lige jeg må få min makeup-kyndige veninde til at vise mig hvor skabet skal stå med den pudder.

Showet var for resten et rigtig fint show med god underholdning og en masse glade mennesker. Og med live acts fra Scarlet Pleasure, Skinz, TopGunn og Mads Langer – right up my pop-alley!
Emil endte også med at være lidt mindre skeptisk omkring det hele. Dejlig aften!

(Her et billede fra salen – uden blitz selvfølgelig)

img_1726

Jeg har sovet med lyset tændt..

skaermbillede-2017-09-08-kl-19-49-50

”Jeg har sovet med lyset tændt.. siden du gik”. Sådan begynder ’Tusind ord’ – min nye single – og den er udkommet i dag. Den sang har været længe undervejs, og jeg har glædet mig helt enormt til at præsentere den! For jeg synes den kan så meget, den sang. ”Tusind ord” handler i bund og grund om at føle sig fortabt – at sidde fast i en følelse af at hele verden ikke vil dreje rundt, med mindre den man elsker vender tilbage, og alt bliver sig selv igen. Den følelse har de fleste haft ved et breakup (især hvis man er den, der er blevet forladt).  Det er så hårdt og så uoverskueligt – for det er svært at acceptere, at alting bliver vendt på hovedet uden at man kan gøre noget ved det.

Sangen rummer de forskellige tanker jeg i hvert fald selv gik igennem, da jeg lå og prøvede at få det hele til at hænge sammen oppe i mit heartbreak-hoved. Kommer jeg nogensinde videre? Hvor er han henne lige nu? Hvor skal jeg hen nu? (Stopper jeg nogensinde med at spise Ben & Jerrys i sengen?)

Og man kommer jo videre. Man stopper med at sove med lyset tændt, man stopper med at spise enorme mængder is og man stopper med at græde. Men mens man er i det, i et virvar af følelser og minder og tusind ord man gerne ville have sagt, så tror man ikke på folk når de siger, at det hele bliver bedre med tiden.

Sange er jo i bund og grund fortællinger – ofte om og med forskellige følelser. Det tror jeg er fordi vi bedre kan mærke sangen når vi selv har mærket det den handler om på egen krop. Jeg har altid selv brugt musikken til at toppe mit humør hvis jeg i forvejen er lykkelig, men i den grad også til at føle mig mindre alene hvis jeg er ked af det – fordi musikken ligesom beviser, at der er andre der kan genkende det man føler. ”Tusind ord” bliver udgivet i den ånd. For selvom sangen er utrolig ulykkelig, så er det en følelse, der er meget ren og umiddelbar, og som derfor måske også er ret genkendelig. Jeg håber i hvert fald, at den kan give en fornemmelse af, at man ikke er alene i verden om det, hvis man gennemgår lige præcis de tanker og følelser lige nu. Eller hvis man måske bare kan genkende følelsen fra tidligere, og stadigvæk har et lille stik i hjertet. Jeg lover det bliver bedre – også selvom jeg nok ikke selv ville tro mig selv, hvis jeg stod midt i det hele igen.

I kan høre “tusind ord” lige her:

 

   

Burde jeg overhovedet blande ham ind i det?

img_1650

Min nye single ”Tusind ord” udkommer i morgen (i nat faktisk) – og jeg glæder mig! Der kommer også en lyrikvideo til sangen, og den bliver lavet med ’private’ klip af mig og min kæreste Emil. Det er vigtigt for mig, at der også er visuelle elementer til de sange jeg udgiver, og ”Tusind ord” er selvfølgelig ingen undtagelse. Alligevel har lyrik-videoen sat en del tanker i gang, for måske bliver det hele pludselig lidt for privat?

”Tusind ord” handler om de følelser man gennemgår, når man bliver forladt. De tanker man har, når det eneste man virkelig vil er at få ham/hende tilbage i sit liv. Og det eneste man tænker på er alle de gode ting, som man oplevede sammen. Det ville jeg gerne vise i videoen – og mig og Clara (den søde og dygtige grafiske designer) blev enige om, at det ville være fedt, hvis vi viste længslen med flashbacks til de ’gode minder’, der kører rundt i hovedet på en nyforladt. Først bagefter tænkte jeg ordentligt over hvordan vi reelt skulle vise det i videoen – og hvem, der skulle vise det…

Og løsningen var jo lige der – lige midt i lejligheden. Han sad og spillede computer. For ville det ikke både være mere ægte og mere mig hvis det var os to, der viste historien i videoen?

Emil ville gerne hjælpe. Han støtter altid op om mig og musikken – og da vi optog de forskellige klip til Clara, hyggede vi os helt vildt med det. Jeg mener, selvfølgelig er klippene opsat – men kærligheden er ægte og fjollerierne er helt og aldeles (og typisk) Emil. Og derfor kommer det også ret tæt på, når nu videoen rent faktisk skal bruges kommercielt. For burde jeg overhovedet blande ham ind i det? Er han ikke bare min helt alene? Det er et svært spørgsmål.

img_1654

Jeg elsker, at han er med. Og jeg er kommet frem til, at det er helt okay, at han er det. Så længe han selvfølgelig selv vil, og så længe han kan se det sjove og positive ved at være med i sådan nogle ting. Jeg er vant til at dele lidt af mig selv når jeg skriver og udgiver mine sange. Og min erfaring er, at det kan mærkes mere når det kommer fra hjertet. Det tror jeg også at videoen kan. For vi fortæller en historie, og det var det mest naturlige i verden at lave det med ham. Vi havde det så sjovt, og når vi kigger tilbage på videoen – måske om nogle år – så er jeg sikker på, at det er det vi ser.

img_1652

Smuk Uden Filter

image2
Det er ’New Music Friday’, og jeg har skrevet en sang til (og med) youtuberen Albert Dyrlund. Den hedder Smuk Uden Filter, og jeg har hevet al den insta-knowledge og griner jeg overhovedet kunne trække frem i den sang. Det var en af de sjoveste sessions jeg nogensinde har haft! Albert er kæmpe stor blandt børn og helt unge teens, og de var selvfølgelig en stor del af overvejelserne i forhold til teksten. Det skulle ikke være for eksplicit, men det skulle gerne være sjovt og spille på forskellige ting som var genkendelige. En anderledes opgave end jeg plejer at få, hvor det pludselig handlede mere om universet og historien end så meget andet. Og så er det første gang nogensinde, at det er gået så hurtigt med at få den udgivet – fra færdig sang til Spotify på lidt under tre uger. Men ting skal gå stærkt i den genre, især hvis man skal spille på tendenser. Som for eksempel et flamingo-badedyr. Yes. Flamingo. Det er også med i sangen.

image1

Før jeg mødte Albert må jeg indrømme, at jeg ikke helt vidste hvad en Youtuber egentlig laver (og hvor meget arbejde det egentlig kræver at være Youtuber). Altså jo, jeg vidste godt, at en Youtuber filmer sig selv mens han/hun laver mærkelige ting, såsom at spise en chilli – men jeg havde aldrig selv set et afsnit, og jeg vidste slet ikke hvordan et afsnit blev til. Det har jeg nu, og det ved jeg nu – og det er jo så underholdende! Til vores session filmede Albert nærmest hvert eneste sekund – han iscenesatte forskellige ting, og fangede forskellige momenter som han tænkte ville være sjove. Det hele gik så hurtigt, og han hev kameraet frem på de mærkeligste tidspunkter – tidspunkter, hvor jeg aldrig selv ville tænke at det ville være spas at filme.

Da jeg så Alberts færdige resultat på Youtube var jeg virkelig overrasket over hvor god han er til både at se de sjove ting og til at klippe det sammen så de kommer rigtigt frem. Jeg mener, han kommer sgu ikke sovende til det – det kræver også en god portion talent for underholdning! Jeg bliver nok ikke fast Youtube-seer, men jeg skriver gerne en sang til en youtuber igen – for det er fandme sjovt, og det skal der efter min mening også være plads til, at musik er. I kan se hans afsnit om hvordan sangen blev til – lige her:

“Vi ku vær’ perfekte
Vi ku vær’ så ægte
Du ka ik’ benægte
Vi ku få en million likes”

image3

Kandidatreception – is, gaver og stof til eftertanke

pynt
I søndags holdt jeg kandidatreception for familie og venner. Min mor ejer en udendørsbar på Bakken med to fine udendørsområder på hver side af baren, og jeg lånte den ene side til at holde festen. Min mor havde sørget for musik fra en fyr, der hedder Egon. Han spiller med sådan en rigtig ’kald det kærlighed’-vibe, der er typisk Bakken, og jeg elsker det. Og nu tænker I sikkert at Bakken virker som et lidt spøjst sted at holde en privat reception. Men faktisk føles det ret privat når man sidder i baren og hygger. Måske er jeg farvet af, at jeg er vokset på derude, men det virkede ikke til at gæsterne følte det som om de var i midten af en forlystelsespark.

Vi havde pyntet lidt op, bestilt tapas og åbnet nogle flasker søde bobler – og så kom gæsterne lige så stille kl 15 og hyggede, mens Egon spillede.

fullsizerender

Højdepunktet var da vi skulle have is og kage (obviously). Vi havde nemlig bestilt den lækreste is fra min grankusines is-forretning ’Selmas Is’. Deres is er lavet på opskrifter fra min oldemor – og isen var egentlig det eneste jeg med sikkerhed vidste jeg ville byde gæsterne til festen, fordi der ligesom også er lidt historie over det. Og så smager isen helt fantastisk! Svinger I forbi dem så prøv for guds skyld deres deres ’citron-tærte’, ’blodappelsin’ eller ’flødebolleis’. I bliver ikke skuffede.

selmas-is

Det var en rigtig dejlig reception, og jeg er glad for jeg holdt den. Folk var så søde og glade, og de kom med de flotteste gaver, gavekort og blomster. Blandt andet fik jeg dem her:

fullsizerender-kopi-2

produkter
Og så fik jeg denne fantastiske guld-medaljon af min mormor:

medaljonDen har engang været min oldemors, og der er stadigvæk lim i medaljonen fra det billede, hun havde i af min mormor og hendes to søstre. Jeg har aftalt med min mormor, at hun skaffer et billede af sig selv, som jeg kan sætte i den. Det ville sætte prikken over i’et på den smukke gave.

Da Emil og jeg kom hjem (sent) den aften var jeg ret lettet. Jeg holder normalt ikke noget, sådan rigtigt. Jeg bliver nemlig altid lidt nervøs og stresset når jeg skal være centrum for en fest. Det virker dumt – især når jeg elsker at optræde, men sådan har det altid været. Jeg føler et kæmpe ansvar for festen og festens stemning. At alle har det godt, hygger sig og har nok at drikke. Jeg vil så gerne nå at tale med alle. Inden festen overhovedet er begyndt stresser jeg altid over hvordan den nu vil blive og om folk kommer til at have det sjovt. Det må jeg se at komme over. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg blev overtalt til at holde en lille reception. For i søndags var en helt vildt dejlig dag, og jeg ville til en hver tid gøre det igen.